Genbrugsvarme

Hovedformålet med projektet Super Supermarkets er at evaluere, demonstrere og implementere det fulde potentiale af fjernvarmeproduktionen og systemydelser, der er tilgængeligt, men endnu uudnyttet i danske supermarkeder.

Basal varmegenvinding er gennemført i cirka 10 supermarkeder i Danmark. Super Supermarkets-projektet vil optimere og standardisere denne teknologi, og udvide med to ekstra niveauer af energisystemintegration.

Første niveau er at udnytte overskydende kompressoreffekt i supermarkederne (400 MW), som varmepumper til direkte fjernvarmeproduktion. Andet niveau er at udnytte mulighederne for fleksibelt elforbrug i supermarkedernes kølesystemer, til i større grupper at melde systemydelser ind på bl.a. regulerkraft-markedet.

Det er ambitiøse mål, men realistisk at nå med de rigtige aktører. Super Supermarkets-projektet har dertil samlet en meget stærk projektgruppe. Projektgruppen sikrer både det højeste niveau i viden køle- og varmesystemer, og markedets vigtigste aktører indenfor både supermarkeder, kølesystemer samt fjernvarmeselskaber og de relevante elhandlere.

Projektet vil indsamle de vigtigste resultater og analyser fra tidligere og igangværende forskningsprojekter på området for optimering af køleanlæg i supermarkeder, demand side-fleksibilitet for strømforbruget i supermarkeder og varmepumpeimplementering i fjernvarmesystemet. Projektpartnerne har været – eller er – involveret i alle relevante forskningsprojekter inden for dette område og har dermed adgang til den allernyeste viden på områderne.

Kombinationen af disse partnere med den centrale aktør i ombygning af supermarkeder til basal varmegenvinding og den største supermarkedsejer i landet – COOP, muliggører udvikling af markedsparate ”state of the art” integrerede energisystemer til supermarkeder, samt baner vejen for storskala udrulning af teknologierne.